MIN VEJ TIL ET BEDRE (PENGE-) LIV

I dag har jeg skabt et arbejdsliv, som Certificeret PengeMentor, Inspirator og Personlig Udvikler.

Jeg tilbyder transformerende 1:1 forløb, jeg blogger og holder foredrag.

Men sådan har det ikke altid været..

Godt nok har jeg altid interesseret mig for personlig udvikling, psykologi, spiritualitet og hvordan man skaber sig det gode liv. Det har været min indre drivkraft og kom bl.a. til udtryk, når jeg igen og igen befandt mig foran hylden med selvudviklingsbøger på biblioteket. Det er dog først nu, jeg for alvor har fået det integreret i mit arbejdsliv.

I forsøget på at skabe et (arbejds-) liv, der passede til mig, har jeg taget mange snørklede veje og var en tur omkring Sygeplejestudiet og HH, inden jeg afsluttede min uddannelse som Socialpædagog. Jeg har siden efteruddannet mig på Psykoterapeutisk Institut, taget Mindfulness kurser og blevet Ridepædagog og Børneyogalærer.

Men min rejse var ikke slut. Sandheden var, at jeg ikke var tilfreds med mig selv og mit liv – og jeg havde en fornemmelse af, at jeg skulle noget andet, uden at vide hvad..

Sådan gik tiden, indtil jeg en dag talte med en jobcoach, der satte spot på min økonomi og det vendte alt for mig!

ER DER EN VOKSEN TIL STEDE?

Det gik op for mig, at jeg faktisk aldrig havde forholdt mig voksent og ansvarligt til min økonomi og pengenes betydning i mit liv. Jeg levede et liv med økonomiske skyklapper på, havde ingen masterplan for mine penge, satte ingen egentlige mål, levede fra måned til måned og lod tilfældigheder styre, hvad der var muligt for mig.

Penge (og arbejde) var ligesom bare noget, ”der fulgte med livet”. Et nødvendigt onde, om du vil, for at jeg kunne leve og overleve. Og da mine penge til tider var ret surt tjente, føltes det bare endnu værre, at jeg ikke var bevidst om, hvad jeg brugte dem til og hvad jeg virkelig ønskede mig. Jeg vidste godt, at jeg burde gøre noget andet – men jeg vidste ikke hvad! Og med det fulgte dårlig samvittighed, forkerthed, skam og mere utilfredshed..

Jeg vidste heller ikke, at der selvfølgelig var en god grund til netop min måde at håndtere penge på!

To dage efter mit møde med jobcoach’en, så jeg et opslag for PengeMentor Uddannelsen på facebook. Et vink med en vognstang eller universets uransagelige veje? Jeg var ikke i tvivl om, at det her var til mig!

Du kan læse om PengeMentor Uddannelsen her

ro og retning til din økonomi
NYT PERSPEKTIV

Efter jeg fik styr på det med pengene, har jeg sagt farvel til livet som lønmodtager og taget det ultimative ansvar for min økonomi ved at leve som selvstændig PengeMentor. Jeg har endelig fundet et professionelt ståsted, der integrerer mine personlige og faglige interesser.

Jeg har selvfølgelig vendt hver en sten i min egen økonomi, i min historie og i mit mindset, så jeg nu tjekker min netbank uden ondt i maven og rysten på hånden. Jeg har erkendt, at penge og selvværd hænger nøje sammen og hvordan jeg samarbejder med mine pengetyper. Helt konkret betyder det, at jeg nu sidder i førersædet i mit eget liv!

Det har også betydet et bedre ægteskab med konstruktive ligeværdige pengesnakke, et fælles økonomisk ansvar og en øget bevidsthed om værdier og forbrug. Jeg har fået gjort op med begrænsende overbevisninger og med den økonomiske offerrolle. Ikke mindst har jeg sagt farvel til et udtjent selvbillede, der holdt mig tilbage, så jeg nu kan se et liv fuld af muligheder – og det er HELT ok, jeg går ud og tager for mig af retterne!

VÆRDI ER NOGET JEG SKABER

Mine egne erfaringer har vist mig, at kombinationen af kærlig mentoring og konkrete opgaver virker, at resultaterne kommer hurtigere end forventet – og at det altid handler om meget mere end pengene..

For mig har det også handlet om, at blive helt skarp på den værdi, jeg ønsker at skabe i mit liv, hvad jeg bruger min tid og energi på og hvordan jeg sætter mål for mit liv. Og fordi jeg nu får handlet konkret på mine drømme, tror jeg også meget mere på mig selv og på min egen styrke.

Der sker altså virkelig noget, når vi adskiller penge og følelser. Når vi styrer vores penge – så de ikke styrer os! Og det er særligt kraftfuldt, fordi pengene er så altafgørende for vores livsfundament. De giver os tryghed, glæde, muligheder, frihed og handlekraft.

Hånden på hjertet, så har det overrasket mig, hvor stor transformation, der lå i at få styr på det med pengene. Mit personlige lederskab (som jeg søgte i mange år) fulgte faktisk med helt naturligt, da jeg tog det fulde ansvar for mine mønstre og mine penge..

Jeg er taknemmelig for, at det nu giver mig mulighed for at hjælpe andre samme vej.

Vær Velkommen

Kh. Pernille